Klippekort giver mulighed for at få hjælp til de ting, der giver mening for dig
Læs om klippekort
Med Brønderslev Kommunes ’klippekort’ får du mulighed for at få hjælp til de ting, der giver mening for dig.
Det er helt op til dig, hvad tiden skal bruges til. Du kan både bruge tiden på aktiviteter udelukkende efter dine ønsker, eller du kan bruge den ekstra tid til aktiviteter i samvær med centerets øvrige beboere eller en borger udenfor plejecentret.
Du kan også vælge at bruge dine klip om aftenen eller i weekenden, men så bliver hjælpen på færre minutter.
Du, din kontaktperson og eventuelt dine pårørende taler om, hvad du vil bruge den ekstra tid til, og hvordan I planlægger tiden.
Du kan bruge klippekortet til ekstra hjælp én gang om ugen, eller du kan spare op og bruge klippekortstiden til længere aktiviteter. Der er med andre ord mulighed for fleksibilitet alt afhængig af dine ønsker. Du kan dog højst spare op til 1 time og 36 minutter samlet i 2022.
Ønsker du ikke at benytte dig af dit klippekort, kan tiden bruges til gavn for centrets øvrige beboere.
Du har mulighed for at bruge den ekstra tid med en medarbejder i dagtimerne i hverdagene. I enkelte tilfælde kan klippekortet dog bruges aften og weekend.
Sammen med personalet aftaler du, hvordan du ønsker at bruge klippekortet. Det vil ske i form af en plan for, hvilke aktiviteter der ønskes hjælp til.
Som udgangspunkt planlægges brugen af klippekortet 4 uger i forvejen. Større aktiviteter eller længere ture udenfor centeret skal planlægges i særlig god tid. Dette aftales nærmere med lederen på plejecentret.
Det er dig, der vælger, hvad klippekortet skal bruges til. Det skal dog kunne nås inden for den tid, du har sparet op.
Du kan f.eks. få hjælp til:
Socialt
• højtlæsning
• håndarbejde
• internet og IT, f.eks. Facebook
• at handle ind
• at læse nyheder
• kontakt til børn, børnebørn osv.
• arrangering af fællesspisning med centrets øvrige beboere
• at holde fødselsdag i egen lejlighed
• at lave kaffe og få en snak om stort og småt
• at lægge kabale, spille kort eller andre spil
• at se og/eller evt. sortere familiealbum
• musikalske aktiviteter og oplevelser
Praktisk
• yderligere rengøring af lejligheden (indenfor arbejdsmiljølovgivningens rammer)
• pudsning af sølvtøj/kobbertøj
• lettere havearbejde, f.eks. at ordne altankasser/blomsterkrukker
• håropsætning
• at lære at bruge computer
• overblik over og sortering af papirer, reklamer, regninger, tøj osv.
• oprydning i skuffer og skabe
• at pynte op til højtider
Socialt
• besøg på steder, der har særlig betydning for dig
• besøg i parker eller på kirkegården
• gåture
• biografture, museumsbesøg, koncerter, foredrag og udstillinger
• besøg hos familie og venner
• ledsagelse til cykelture
• cafébesøg/restaurantbesøg (vær OBS på, at medarbejdere selv skal betale for eget måltid)
Praktisk
• indkøb af dagligvarer
• juleindkøb samt indkøb af fødselsdagsgaver
• tur til posthus/bank
• tøjindkøb/skoindkøb
• aftale hos frisør
• aftale hos læge, speciallæge, sygehus, tandlæge osv.